Translate

lørdag den 28. november 2015

Hjemme igen.....

Så er vi hjemme igen efter 7 fantastiske uger i Asien.

Hjemrejsen var meget lang men gik godt. Vi fløj om dagen så vi skulle ikke sove. Vi landede sidst på aftenen i Danmark men med tidsforskellen svarede det til tidlig morgen thaitid, så vi var meget trætte og havde været vågne i 23 timer.

Klar til afgang fra Bangkok

I lufthavnen blev vi mødt af den nærmeste familie og vores hund og de havde taget leverpostejsmadder med som var er stort hit.

Trætte men glade efter en fantastisk rejse

Det har været helt vildt at være afsted så længe -både med oplevelserne, men også som familie. Vi har lært hinanden at kende på en helt ny måde, som vi ikke kunne på en charterrejse eller derhjemme. Der har været begrænset adgang til wifi (oftest kun på restauranter på hotellerne) så vi har spillet spil hver aften, som vi ikke gør herhjemme.

Det er rart at komme hjem igen, pigerne har den sidste uges tid snakket meget om veninderne, skolen og familien, og de nyder virkelig at være hjemme igen. Det kommer til at tage lidt længere tid for os forældre. Pludselig står hverdagen, julen og de dertil hørende forventninger og puster os i nakken, og det er hårdt at skulle vænne sig til når vi i 7 uger har haft en helt anden livsstil. Og det er hårdt at komme hjem til kulden, de nøgne træer og al det mørke. Tror ikke vi har nået at tænke nok over hvordan det er at komme hjem igen, så det slår hårdere end vi havde forestillet os. Så vi skal bruge et par uger på at omstille os igen. 

Første morgen hjemme

Vi var bange for at vi ville vågne alt for tidligt om morgenen fordi vores kroppe stadig var indstillet til thaitid, men alle mand sov til 7.30 og vi havde fået næsten 7 timers søvn.

Pigerne skulle tage det stille og roligt og vænne sig til at være hjemme, men allerede efter et par timer begyndte de at plage efter at komme i skole og sige hej til vennerne.

Cirkeline skulle ud og hilse på haven

Så til spisefrikvarteret fik de lov at gå i skole et par timer og sige hej. Men vi havde ikke fået jakker på før der kom en flok fra Lauras klasse for at se om hun var kommet hjem (vi bor lige med skolen i baghaven) så der var stor gensynsglæde fra alles side.

Og Laura og Cirkeline blev fulgt hjem af nogle veninder

Vi har stadig jetlag så vi vågner meget tidligt om morgenen og er dødtrætte fra sidst på eftermiddagen. Weekenden skal bruges på gensynsbesøg hos familien og julegaveindkøb. Og fra mandag er det hverdag for alle.

Tak til alle som har læst med på bloggen. Vi (Nicolaj) har nydt at skrive den, og for os er det lige så meget en dagbog med billeder vi kan læse når vi vil mindes rejsen. Men det har også været sjovt at dele vores oplevelser. 

Vi slutter bloggen af med dette smukke vandfald i Umphang


 




onsdag den 25. november 2015

Bangkok -de sidste dage

Efter tre dejlige dage på Koh Kood var det tid til at vende tilbage mod Bangkok. Da vi rejste til øerne kom vi jo fra Chiang Mai og havde derfor fra lufthavnen i Bangkok og til Koh Chang bestilt en privat minivan. Det var for at kunne være sikker på at nå den sidste færge fra fastlandet til Koh Chang. Nu gik turen så den modsatte vej og vi var ikke afhængige af at skulle ramme et bestemt tidspunkt i Bangkok. Derfor rejste vi bare som de lokale tilbage til Bangkok. Sejlede med færge til fastlandet og derfra almindelig bus til Bangkok. Det kostede kun en brøkdel af en privat bil og var heller ikke så komfortabelt. Det tog to timer mere - så i alt 7 timer og kun med en pause, og så var vi så også inde i samtlige småbyer på vejen for at samle op og sætte af. 

I Bangkok havde vi booket os ind i et lejlighedskompleks -i en såkaldt suite. Ca. 60 m2 med tre værelser og kæmpe badeværelse. Stort køkken, dog med tomme skabe, men med køleskab og kaffemaskine så det gik. Vi var der ved 20 tiden om aftene efter en hel dags rejse. Så med hjælp fra en piccolo fra hotellet fik vi fundet en 7eleven og en lille gadebod og fik købt aftensmad og morgenmad. 
Og tilbage i lejligheden stod den på ren afslapning. Laura og Cirkeline fortrak til det ene værelse for at se ipad og vi voksne fik stuen og så også ipad. Vi havde troet vi skulle se en masse serier på Netflix mens vi var afsted, men enten har der ikke været internet på værelset eller også har vi bare ikke tænkt på at se Netflix når muligheden har været der. I det hele taget har vi spillet rigtig meget kort om aftenen.

Næste morgen gik vi ud i Bangkok uden en fast plan. Vi ville gerne købe en kuffert og nogle småting til at tage med hjem, men havde ingen ting vi skulle. Det var hyggeligt og vi gik langs gademarkeder, indkøbscentre på må og få i Bangkoks vilde trafik og folkemængder.

Trafikken er vild i Bangkok døgnet rundt

På et tidspunkt kom vi til at snakke om at det kunne være sjovt med en sejltur på den store flod som snor sig gennem Bangkok, så vi fandt et Skytrain som vi kørte med ned til floden og derfra sejlede vi op af floden, stod af længere oppe, hvor vi fandt et andet marked at spise frokost på.

Cykelkunst

Bangkok var pyntet op til jul

Det endte med at vi var afsted hele dagen. Og det blev igen til en ipad aften med serier og take away mad.

Dagen efter tog vi til Khao San Road -en meget berømt underholdsningsgade i Bangkok. Fyldt med boder, rejsebureauer, tuk tuk chauffører og skræddere og ikke mindst backpackere og rejsende fra hele verden. For mange er det udgangspunktet for en rejse rundt i Asien.

Pad Thai - den mest berømte thai ret, som vi bare aldrig bliver træt af

Og en skorpion til dessert. Den smagte kun af fritureolie.

Cirkeline fik flettet håret på Khao San Road. Se tuk tuk karavanen i baggrunden.

Og Frederikke og Laura fik behandling med doktorfisk- det kildede!

Da vi var mættet af Khao San Road, kørte vi med taxa til et stort center. Vi kom til at køre med den flinkeste taxachauffør, som en af de få kunne engelsk, og vi fik lavet en aftale med ham om at han kørte os til lufthavnen dagen efter.

Det store center, Siam Paragon, er vildt exklusivt. Det er mærkevarer, originale, og meget dyrt men rigtig flot og lækkert. Vi købte ikke noget men gik bare rundt og nød kontrasten til det øvrige Bangkok. 

Dinosaurer udstilling udenfor Siam Paragon

Julepynt i alle afskygninger

Mange skoleelever brugte cafeerne som lektiecafe 

En palme med julelys har vi ikke set før, og så i 30 graders varme

Vores sidste måltid på rejsen skulle være helt særlig, så vi havde udset os en lækker sushirestaurant helt i toppen af centret med udsigt over Bangkok. Det var den vildeste sushibuffet, med fisk og skaldyr tilberedt på alle mulige måder. Der var også pandekagemaskine, og isbuffet, så vi gik stopmætte derfra.

Sidste måltid i Thailand 

Med munden fuld af sushi

Det var en hyggelig afslutning på en spændende dag.
















lørdag den 21. november 2015

Koh Kooh -tættere på himlen

Den sidste ø vi når at besøge på denne rejse er Koh Kood. Den ligger en times sejlads længere sydpå end Koh Mak -helt ovre ved Cambodia.

På vores rejse har vi været budget backpackere. Gået efter de billigere overnatningssteder -uden det er dorms- og med pool, hvor det har været muligt.

Men på den sidste ø, Koh Kood, er vi gået all-in på luksus, nu når det er sidste ø stop. Derfor har vi booket et lille hus på Koh Kood Beach Resort. Rigtig lækkert sted. Det ligger ved et lille fiskerleje, som vi blev sejlet ind til. Resortet ligger helt øde og har egen privat strand for hotellets gæster. Der er en lækker infinity poolmed udsigt over stranden og man kan låne kajakker og sejle rundt langs kysten eller til små naboøer eller andre strande. Fra stranden kan der snorkles, der er ikke koralrev men masser af forskellige fisk.
Det bedste er dog at vi har vores egen private jacuzzi på terrassen, med havudsigt, så når vi ikke orker mere pool og strand, kan vi sætte os derop og nyde udsigten. Og så har vi været heldige at få det hus med den absolut bedste udsigt. De andre huse ligger lidt tilbagetrukket. 

Skumringsdrink i vores jacuzzi inden aftensmad

Koh Kood er Thailands 4. største ø, men meget lidt udviklet fordi den ligger så øde. Man kan leje scootere og køre rundt og se nogle vandfald. Men ellers er der ikke så meget at se udover smuk natur og flotte strande. Så vi har de tre dage vi har været her ikke været udenfor resortet. Den har stået på total afslapning for alle. Vi har badet, snorklet, læst og lavet lidt lektier. 
Her til formiddag har vi dog været ude og sejle i kajakker.

På tur i havkajak

Ren afslapning

Frederikke har fundet en ny bog -hun har læst 500 sider på tre dage


Og lækker mad på restauranten

Laura underviser Cirkeline i 2. Verdenskrig. Imponerende at høre hvad hun ved

Lektiehjælp af storesøster

Cirkeline har fået en flot kulør

Solnedgang fra vores terrasse

Imorgen tager vi tilbage til Bangkok, hvor vi de sidste tre dage også har booket et lækkert hotel. Vi skal se mere af storbyen og shoppe lidt til at have med hjem.c 










onsdag den 18. november 2015

Koh Mak -lille tropisk perle

Vores fem dage på Koh Chang var gået og det var tid til at tage videre. Næste stop var en lille ø, Koh Mak to timer sejlads syd for Chang, den er kun 16 km2 ( i sammenligning er Anholt 22 km2) så den er ikke ret stor. Meget frodig med gummiplantager, bananplantager og kokosplantager og mange frugttræer, vi har set stjernefrugttræer og duriantræer, som vi ikke har set andre steder på vores rejse.

Små uberørte strande på vej til Koh Mak

Koh Wai, også en lille ø på vejen

Fordi den ikke er større har vi kun bestilt tre nætter her. Vi har booket et resort der ligger midt på øen. Vi var lidt nervøse for om det igen var et dumt valg og det ville være langt fra alting, men den ligger helt perfekt. Der er 300 meter til sydstranden og 500 meter til nordstranden og vi har direkte udsyn til sydstranden fra vores store altan. I det hele taget er det et lækkert resort. Stort værelse (efter vores standard), med stor altan, stort badeværelse, the køkken og et bord og stole til 4 som ellers har været en mangelvare de steder vi har boet. 

Udsigten fra vores altan

Ejeren er meget energisk og vil gerne hjælpe. Da vi ville gå ned til stranden tilbød han at køre os de 300 meter derned i hans jeep. Hans venner havde et resort på stranden med bar og restaurant, og med gratis liggestole og bruser. 

Ejeren kørte os ned til stranden i hans åbne jeep

Vi var lidt skeptiske over dette sælgertrick, men det var faktisk ret fint for det viste sig at der stort set kun er private strande tilknyttet de enkelte resort, så hvis vi selv var gået derned ville det blive svært for os at komme til stranden uden at skulle igennem et resort.

Vores plan var alligevel at blive derned og se solnedgang og spise på stranden, og vi fik en hyggelig eftermiddag på den smukkeste bountystrand med det lækreste varme havvand.

Endnu en strandgynge

Gåtur langs stranden

Vi fik markeret os 😜👍 
Og tilbage igen

Den smukkeste solnedgang

Laura i solnedgangen

Naboøen

Og det sidste

Sammen med solnedgangen kommer også sandfluerne og myggene så vi var nødt til at rykke lidt væk fra sandet så snart det blev mørkt. Vi satte os i strandrestauranten for at spise, men inden vi fik vores mad begyndte det at lyne og tordne og øsregne, så vi måtte rykke indenfor. Det fortsatte desværre med at regne, så vi blev gennemblødte på gåturen hjem. Heldigvis er det ikke koldt regn og vi er ikke lavet af sukker.

Da Koh Mak er så lille en ø er der ikke ret meget at foretage sig udover at slappe af. Man kan leje cykler eller scootere, men der er kun to-tre veje på øen så det er begrænset hvor meget man kan se. Øen ligger i en nationalpark, så man må ikke lave motoriseret vandsport i havet, men man kan leje kajakker.

Øens største attraktion er de flotte korelrev omkring øerne. Så igår var vi på en snorkeltur rundt til 3 forskellige steder, hvor vi så rigtig mange flotte fisk og masser af koraller. 

På vej på snorkeltur

Modsat Koh Lipe hvor vi også var på snorkeltur i en lille longtailbåd, hvor vi sad klemt, var vi her afsted med en stor katamaranbåd. Her var god plads for vi var max 14-16 afsted, så det var en mere behagelig tur. 

Desværre havde Cirkeline problemer med hendes snorkel og maske så hun havde ikke rigtig mod på at komme i vandet de to første stop. 

På snorkeltur

Vi snorklede uden Cirkeline de to første stop

Men på 3. Stop havde vi fået byttet lidt rundt på udstyret og hun fik taget sig sammen. Og det endte med at hun svømmede forrest og førte os andre rundt på revet. Og det var også det flotteste rev, så det var bare rigtig godt hun også kom i. Revet var en klippe der rejste sig op fra havets bund. Der var 15 meter dybt, og på det sted hvor den var højest var der kun 1,5 meter til havoverfladen. Der var grøfter og sprækker vi svømmede over og masser af fisk, både 1000 vis af stimefisk men også farverige koralfisk. Der skulle også være rokker og barracudaer, som vi desværre ikke så.

Så alt i alt var det en rigtig god oplevelse for alle og den flotteste snorkeltur på denne rejse.

Tilbage på resortet fik vi et velfortjent bad for at få skyllet al saltvandet af kroppen. Og så gik vi over på et naboresort hvor vi spiste aftensmad til en fantastisk udsigt over havet på den anden side af øen. 

En anden mindre flaterene ting Koh Mak også er kendt for er bedbugs (sengelopper), og dem fik vi desværre at mærke i nat. Eller det er kun Frederikke der er blevet bidt, men det er også slemt nok. De er bittesmå men laver nogle rigtig kløene bid. Og kløecreme virker ikke rigtig på dem.

Idag er vores sidste dag på Koh Mak inden vi imorgen sejler videre til Koh Kood. Og dagen kommer til at stå på afslapning.

Stjernefrugttræ slutter lige dette indlæg af





 













mandag den 16. november 2015

Koh Chang -bade i vandfald og bountystrand

Dagen efter tog vi ud til et vandfald som ikke lå så langt fra vores resort. Der er mange vandfald på Koh Chang. Øen er næsten kun regnskov. Der går en hovedvej næsten hele vejen rundt om øen, og et par enkelte små stikveje lidt i mod øens midte. Men ingen veje går på tværs af øen så selvom det er Thailands anden største ø er det meste uberørt jungle. 

Nå men køreturen tog kun et kvarter med en taxa som samlede os på udenfor hotellet. Fra parkeringspladsen kunne man købe billetter (da det var nationalpark) og så var det 500 meter junglevandring hen til det smukke vandfald. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med det store vandfald vi så i Umphang, men det var rigtig smukt, og nemmere at bade i da strømmen ikke var så stærk.

Det smukke vandfald

Dejligt køligt vand hvor masser af små og store fisk svømmende rundt og nappede til os

De seje kravlede helt op til vandfaldets fald

Et af de mindre fald

Vi tog tilbage til resortet og fik lavet lidt lektier og blog i den værste middagshede, og det blev også til en tur i poolen

Vores skønne værelse lige ved poolen

Sidst på eftermiddagen tog vi til stranden, og det var virkelig en lækker bountystrand. Helt stille vand, masser af gynger, resorts hvor man kunne sidde i strandkanten og drikke drinks eller spise mad. Vi bestilte en isdessert og sad og kiggede ud over vandet.

Koh Changs lækre strande


Ren idyl

Og med masser af primitive gynger

Da vi ikke gad mere strand gik vi op i byen og fik købt nyt badetøj, som efterhånden var blevet ret slidt og pigerne fik en badering til de sidste to øer.

Vi fandt en ægte italiensk restaurant med italiensk ejer og fik lækre pizzaer (Cirkeline fik lasagne som hun har snakket om i to uger). Det blev også turens dyreste måltid. Generelt er thaimad bare billigere da det er lokalt og ikke skal importeres, men nogen gange trænger vi bare til vestlig mad.

Vi sluttede Koh Chang af med drinks. Pina Colada i kokosnød